Mærkningsordning skal luge ud i useriøse bolighjemmesider

5. marts 2009

Som TV2’s forbrugerprogram Basta torsdag aften kunne dokumentere er boligsøgningen efter lejeboliger på visse internetsider præget af overraskelser og snyd. Det skal der nu sættes en stopper for, og derfor tager én af branchens største spillere, Lejebolig.dk, nu initiativ til en mærkningsordning, der skal sikre forbrugerne og luge ud i de brodne kar i branchen. Forbrugerombudsmanden ser positivt på initiativet.

Som TV2’s forbrugerprogram Basta torsdag aften kunne dokumentere, er boligsøgningen på visse internetsider præget af både overraskelser og snyd. Det er baggrunden for, at en af de største aktører på markedet for annoncering af lejeboliger, Lejebolig.dk, nu tager initiativ til en mærkningsordning, der skal gøre det let for forbrugerne at se, hvilke sider der er seriøse og hvilke man skal være forbeholdne overfor.

Ifølge Michael Eggert, direktør i Lejebolig.dk, er der brug for en regulering af markedet, så forbugerne kan føle sig sikre, når de færdes på lejeboligsider på Internettet. ”Det skal være slut med som forbruger ikke at kunne gennemskue værdien af boligannonce-tjenester på Internettet. Vi har de seneste måneder været i dialog med både Socialministeriet og Forbrugerombudsmanden og har blandt andet drøftet, hvordan vi kan sikre de boligsøgende. Derfor mener jeg også, at tiden nu er moden til en regulering og initiativet må selvsagt komme fra de af os, der driver en ærlig og seriøs forretning,” siger han.

En branche delt i to
Ifølge Lejebolig.dk er markedet for lejeboliger delt i to grupper. En gruppe bestående af få seriøse virksomheder med et stort udbud af boliger og mange besøgende, og en gruppe, der ikke lever op til deres forretningsetiske ansvar og umiddelbart har svært ved at levere varen.

”Det ligger os meget på sinde at sikre en øget gennemsigtighed for forbrugerne, også fordi den usikkerhed de brodne kar skaber desværre smitter af på den seriøse del af branchen, og det er et problem for både forbrugerne og for branchen som helhed. Internettet er uden tvivl det mest effektive medie at annoncere og finde boliger med, og det skal det selvfølgelig blive ved med at være. Blot med afsæt i en garanti for det etiske forretningsgrundlag,” siger Michael Eggert.

Strenge krav
Kun de lejeboligsider, der kan leve op til en række strenge krav skal kunne få et stempel under mærkningsordningen. Blandt andet vil der blive stillet krav om, at internetsiderne skal indhente alle kontaktdata på udlejere, at informationerne kontrolleres, samt at data gemmes i minimum 2 år, som Forbrugerombudsmanden har anbefalet.

Marked i vækst skærper krav om gennemsigtighed
Lejebolig.dk oplyser, at markedet for lejeboliger er i vækst, blandt andet som følge af stilstanden på ejerboligmarkedet. En stor del af de boliger, der tidligere skulle sælges udlejes nu i stedet, og udbuddet er således væsentlig større end for bare 1 år tilbage. Samme tendens oplever man på søgningen efter lejeboliger, hvor flere og flere vælger at leje fremfor at eje. ”Vi oplever helt klart, at søgningen efter ledige lejeboliger er i stigning og netop i en sådan situation er det vigtigt, at vi beskytter forbrugerne. Netop derfor tager vi nu dette inititiativ til en regulering af markedet”, slutter Michael Eggert. Forbrugerombudsmanden er orienteret om initiativet, ligesom Socialministeriet ser positivt på en regulering af markedet via en brancheforening eller mærkningsordning.